Mindst 19 mennesker er omkommet i Nepal, og adskillige andre savnes, efter en bus kørte ud i rabatten på en hovedvej og styrtede ned i en flod.
Det oplyser det lokale politi.
Passagerbussen var tidligt lørdag på vej fra byen Rajbiraj til hovedstaden Kathmandu, da ulykken skete 70 kilometer fra endestationen.
16 mennesker overlevede den voldsomme ulykke. To meldes hårdt kvæstet.
- Redningsarbejdere forsøger at finde overlevende, men det er vanskeligt, for bussen ligger under vand, siger en talsmand for politiet.
Han oplyser, at de fleste af passagerne var arbejdere, som var på vej hjem til Kathmandu efter at havde fejret lokale højtider i den sydvestlige del af landet.
Dødsulykker sker tit på den strækning, hvor bussen forulykkede. Det skyldes overfyldte biler og busser, dårligt vedligeholdte veje og hensynsløs kørsel.
/ritzau/dpa