Omkring 45 børn og et par voksne var med i den bus, der omkring klokken fire i nat væltede på motorvej E6 på mellem Ängelholm og Helsingborg.
Politiet ved endnu ikke, hvordan ulykken skete, men ingen om bord på bussen kom alvorligt til skade, oplyser Skåne Politi:
»Det er et meget stort held, at ingen kommer til skade. Ulykken kunne have fået meget alvorlige konsekvenser, når der er så mange mennesker i en bus,« siger Charley Nilsson fra Skåne Politi.
Børnene er i alderen 12 til 14 og var på vej hjem fra en skiferie i Dalerne. Bussen lagde sig på siden under styrtet og det var derfor ikke helt let for redningsfolkene at få børnene ud, men de er nu i sikkerhed på hospitalet i Helsingborg, hvor en krisegruppe tager hånd om dem.
Politiet vil nu tale med chaufføren for at finde ud af, hvad der forårsagede ulykken. Skåne Politi kunne ikke oplyse navnet på busselskabet.