En bus med 62 børn og 10 voksne måtte søndag eftermiddag evakueres på den nordjyske motorvej, da der udbrød brand i motoren.
Ingen mennesker kom noget til, men bussen blev slemt skadet, oplyser vagtchef Poul Badsberg fra Nordjyllands Politi.
- Bagenden af bussen omkring motoren er fuldstændig udbrændt, og resten er skadet af sod, så den bliver næppe bus igen, siger vagtchefen.
Branden opstod klokken 17.20, da bussen - en dobbeltdækker fra Hjørring Turistfart - kom kørende ved frakørsel 27 i nærheden af Th. Sauersvej i Aalborg.
Af en eller anden grund opstod der en kortslutning i motoren, så der gik ild i bussen.
Chaufføren fik hurtigt standset bussen og fik alle 72 ombordværende reddet ud i vejkanten. Her blev de kort efter afhentet af en anden bus og kørt til deres bestemmelsessted i Hjallerup.
/ritzau/