En bus er eksploderet i det centrale Stockholm, og den står i flammer.
Avisen Dagens Nyheter har talt med brandvæsnet, der oplyser, at bussen ramte et højdeværn på vej ind i Klaratunneln.
Ved kollisionen brød en brændstoftank på taget i brand og eksploderede. Kort efter var hele køretøjet omspændt af flammer.
Der var ingen passagerer om bord i bybussen, der er en såkaldt ledbus, der med sin ekstra længde har ekstra meget plads til passagerer
Øjenvidner siger til svenske medier, at eksplosionen var meget kraftig. Bussen stod brændende på Tegelbacken i Stockholms midte.
Der er adskillige ambulancer på stedet, og flere medier oplyser, at chaufføren er kommet til skade.
Politiet afviste umiddelbart efter ulykken, at der var mistanke om, at der lå en forbrydelse bag. Men hændelsen opskræmte lokale borgere.
- Man bliver jo urolig. Jeg tænkte først, at det nok var en terrorhandling, og siden at røgen kunne være giftig, og så spekulerer man jo også på, om nogen er omkommet, siger et øjenvidne til Dagens Nyheter.
/ritzau/