A.P. Møller-Mærsk får nu hård kritik for at være involveret i handel med
Burma, hvor regeringsstyrker netop nu skyder med skarpt mod fredelige demonstranter. Det skriver Nyhedsbrevet 3F
Den magtfulde britiske ngo Burma Campaign UK satte allerede i
2005 Mærsk på sin beskidte liste over selskaber, der har aktiviteter i Burma.
Nu kommer foreningen med endnu en opfordring til Mærsk om at trække sig ud af
landet:
- Mærsk opererer stadig i Burma og er involveret i eksport af
varer. Mærsk har blod på
hænderne. Ved at være involveret i handel med Burma hjælper selskabet regimet
med at betale for de kugler, som affyres mod fredelige demonstranter. Vi har henvendt os til Mærsk for at få mere at vide om deres aktiviteter,
men de har nægtet at fortælle os om, hvilke varer de transporterer, fortæller
Mark Farmaner, talsmand for Burma Campaign til Nyhedsbrevet 3F.
Ifølge Farmaner er er Mærsk det eneste europæiske eller amerikanske rederi, der opererer i Burma.
Kampagnen
mod samhandel med Burma støttes blandt andre af den tidligere britiske premierminister Tony Blair og
Burmas oppositionsleder, Aung San Suu Kyi. Hendes parti, den Nationale Liga for
Demokrati, opfordrer alle udenlandske firmaer til at undgå handel med Burma.
Også Den Danske Burma Komite kritiserer overfor Nyhedsbrevet 3F A.P. Møller-Mærsk:
- Vi har
den samme holdning som briterne. Man kan ikke være i det land uden at støtte
regimet. Og jeg behøver vist ikke beskrive, hvad det indebærer, siger komitéens
generalsekretær, Anette Berentzen.
A.P. Møller-Mærsk svarer Nyhedsbrevet 3F, at selskabet først
kan kommentere sagen i morgen fredag. Dog siger Senior Vice President Jette Clausen med
henvisning til kontoret i Burma:
- Vi har nogle, der repræsenterer os i
landet. Det er ikke vores egne ansatte.