Cyklonen Nargis har hærget militærsdiktaturet Burma så kraftigt, at fem regioner nu er erklæret i undtagelsestilstand.
Mindst 243 mennesker er dræbt, elektriciteten er afbrudt og øjenvidner fortæller, at cyklonen rev tagene af hundredevis af huse med en hastighed målt til 190 kilometer i timen.
»Situationen er alvorlig. Næsten alle huse er blevet beskadigede. Folk står i en forfærdelig situation«, siger en anonym FN-embedsmand i Yangon til nyhedsbureauet AP.
»Alle veje er blokerede. Der er ingen vand. Der er ingen elektricitet«, siger hun.
Om seks dage skal indbyggerne i Burma stemme om diktaturets ny forfatning den 10. maj.