Fædre, der tvinger deres døtre eller koner til at bære burka, kan se frem til op imod fire års fængsel. Det er en fordobling af strafferammen.
Sådan lyder anbefalingen fra regeringens arbejdsgruppe, der siden august har undersøgt, hvorvidt den danske lovgivning er tilstrækkelig til at dæmme op for udbredelsen af den omdiskuterede muslimske hovedbeklædning.
Gruppens arbejde har været ventet, fordi regeringens holdning til burkaer og niqab er soleklar. De vil for alt i verden stoppe udbredelsen af det, VKO anser som udtryk for kvindeundertrykkelse.
Samtidig står det dog klart, at arbejdsgruppen ikke anbefaler forbud mod burkaer i skoler og andre offentlige institutioner.
"De gældende regler er tilstrækkelige til, at den offentlige forvaltning og politi kan håndtere de spørgsmål, der opstår i forhold til kvinder, der er iført burka, niqab og lignende beklædning," skriver arbejdsgruppen.
Regeringen vil derfor straks tage et møde med kommunerne og regionerne.
"Alle offentlige arbejdspladser skal have kendskab til de gældende regler og bruge de muligheder, der er, så burka og niqab ikke anvendes på de statslige, kommunale og regionale arbejdspladser," lyder det i en pressemeddelelse fra statsministeriet.
Læs hele arbejdsgruppens rapport her.