Burger King er i manges øjne lig med burgere med kød i forskellige former. Men efterspørgslen på kødfrie alternativer er stigende, og fra 15. marts dropper burgerkæden alt kød i en af kædens restauranter for at gøre plads til plantebaserede burgere.
Kædens første danske plantebaserede afdeling åbner i Burger Kings restaurant på Rådhuspladsen i København den 15. marts klokken 10. Det nye koncept vil i første omgang være tilgængelig i en måned.
- Vi glæder os til at byde gæsterne velkommen i vores første Plant-based restaurant i Danmark. I de forgangne uger har vi i Sverige og Norge åbnet lignende konceptrestauranter med stor succes, den danske restaurant er i mellemtiden den største af slagsen i Skandinavien, siger Carsten Lambrecht, dansk landechef i Burger King.
Han påpeger, at konceptet giver Burger King nye muligheder.
- Vi får god mulighed teste produkter, der endnu ikke er en del af vores traditionelle menu, til vores videre produktudvikling og innovation indenfor det plantebaserede segment, siger han.
Burger King vil samtidig præsentere helt unikke burgere, som kun er tilgængelige i en begrænset periode på Rådhuspladsen, ligesom de kan prøve nogle af Burger Kings mest populære produkter i plantebaserede versioner.
For at gøre plads til det nye koncept vil der i Burger King på Rådhuspladsen fra den 13. til 14. marts være 20 procent på alt på menuen.