Gårsdagens strejke blandt de offentlige københavnske pædagoger spreder sig ikke i denne omgang til kommunens cirka 300 selvejende institutioner.
Tillidsrepræsentanter for de pædagoger i København, der er organiseret i BUPL, har i dag holdt stormøde på Amager.
På mødet blev det drøftet, om pædagogerne skal nedlægge arbejde i protest mod besparelserne på børneområdet i Københavns Kommune.
"Mine medlemmer er rigtig vrede og kræver, at der hurtigt kommer en løsning. Vi følger situationen rigtig nøje og har aftalt at mødes igen på fredag," siger formand for BUPL Hovedstaden, Henriette Brockdorff til Newspaq.
Pædagoger og pædagogmedhjælpere i Landsforeningen for Socialpædagoger (LFS) nedlagte i går arbejdet i protest mod den forestående afvikling af den såkaldte kompensationspulje.
Strejken betød, at godt 330 børnehaver, fritidshjem og vuggestuer var lukket.
Både pædagogerne i BUPL og i LFS kræver, at forslaget om at spare 47,7 millioner kroner på den såkaldte kompensationsordning tages af bordet.
Ordningen har til formål at kompensere institutioner, der på grund af deres fysiske placering skal bruge flere ressourcer til eksempelvis at få børnene op og ned af trapper og til at komme til en legepladser eller et soverum, der ligger langt fra institutionen.
I alt 450 daginstitutioner modtager penge fra kompensationspuljen.