Når den tyske Bundesliga bliver sparket i gang på fredag, sker det efter et transfervindue, hvor der er blevet handlet for større summer end nogensinde.
Over tre milliarder - mere præcist 3.350.000.000 kroner - har fodboldklubberne fra den bedste tyske fodboldrække købt spillere for i sommerens transfervindue.
Det skriver det tyske nyhedsbureau dpa, og det er rekord for Bundesligaen.
Det er blandt andet to af de helt store giganter i tysk fodbold, Bayern München og Borussia Dortmund, der har været særligt aktive.
Dortmund har hentet otte spillere til en samlet værdi af 800 millioner kroner - heriblandt de offensive profiler André Schürrle og Mario Götze. Sidstnævnte vender hjem til Dortmund efter tre sæsoner hos rivalerne fra Bayern München.
Dortmund har dog samtidig haft godt gang i spillersalget. Henrikh Mkhitaryan, Mats Hummels og Ilkay Gündogan er således blevet sendt afsted i løbet af sommeren for et samlet beløb på knap 800 millioner kroner.
Hos Bayern München er portugisiske Renato Sanches og tyske Mats Hummels købt ind for i alt lidt mere end 500 millioner kroner.
Alle klubberne i Bundesligaen har samlet set solgt spillere for 3,1 milliarder kroner og har dermed altså næsten solgt for lige så meget, som de har købt ind for.
/ritzau/