Det er ikke en søndagsudflugt, vi skal ud på, selv-om det er ugens sidste dag. Tasken bliver pakket med gummistøvler, pandelamper, ekstra batterier og stearinlys. Og selvfølgelig det gigantiske kort over den parisiske underverden.

Klokken er 01.30, da Jul i Bumletoget sammen med to guider hopper over hegnet til en byggeplads, følger en nedlagt jernbanerute og ender i en gammel tunnel, hvor et lille undseeligt hul markerer indgangen til en anden verden.

De parisiske katakomber.

De unges tilflugtssted

Efter at have tændt pandelampen og møvet os igennem det lille hul står mine to guider og jeg nu i katakomberne i det 13. arondissement, som er de bydele, man inddeler Paris i.

Der er bælgmørkt bortset fra vores lys, dødstille bortset fra vores snak, og meget af tiden kan vi ikke gå oprejst.

Det er strengt forbudt at bevæge sig ned i katakomberne, og man bør bestemt ikke gøre det uden et kort og en stedkendt. Der er dog kun rapporteret om en forsvunden i katakomberne de sidste 250 år.

Smertefrit når vi det første stop på turen efter en lille time. Et lille rum, hvor nogen har hugget en miniatureborg i den bløde kalksten. Andre har udskåret dragehoveder, og der er også et bord, hvor stearinstumper og cigaretskodder viser, at vi ikke er de eneste, der går under jorden.

Mine guider fortæller, at mange unge kommer herned og ryger joints og drikker vin.

Men selvom vi holder pause og nyder lidt vin og stilheden, så er rummet ikke det endelige mål.

Vi vil ind i det mest berømte, nemlig massegravene.

I vand til livet

Sidst i 1700-tallet var de parisiske kirkegårde så overfyldte, at beboerne omkring blev syge, fordi de døde simpelthen ikke blev begravet ordentligt.

Derfor besluttede man at opføre tre store kirkegårde uden for byen, mens de allerede eksisterende blev tømt. Ligene derfra endte under jorden i de forladte minegange, hvor man tidligere havde hentet byggesten. Lige under de parisiske gader.

Det er de massegrave, vi vil besøge.

Det er ikke helt let at finde vej under jorden. Mine to guider, der begge har været i katakomberne mange gange, må ofte gøre holdt og konsultere det meterstore kort over gangene.

Og alligevel bliver vi væk nogle gange. Dog kun få minutter – så er vi på rette vej igen.

For at komme til massegravene må vi igennem nogle gange, der står under vand. Det er umuligt at se, hvor dybt vandet er, på kortet.

Først når det kun til anklerne, så kravler det over gummistøvlekanten – det er iskoldt. Vi bliver ved med at gå, til vi står i vand til livet. Da min ene guides rygsæk er tæt på vandkanten, må vi vende om og tage en anden gang.

I dødskamrene

Efter knap tre timers gang i katakomberne er vi næsten fremme. Vi skal igennem endnu et lille hul og må ned på maven for at komme igennem.

Indenfor møder der os et syn, som er lige dele bizart og overvældende.

Knogler over alt.

Kranier, lårben, skinneben – alle former for menneskelige knoglerester er smidt ind i rum efter rum efter rum.

Vi bliver nødt til at vade rundt oven på resterne af de parisere, der ikke flyttede med ud på de nye kirkegårde.

I den del af katakomberne, der er åbent for turister, ser man altre opbygget af knogler, snorlige arrangeret – nærmest kunstnerisk.

Men her i de uautoriserede dele ser man, hvordan de døde er blevet smidt ind som affald i skakterne.

Efter cirka 20 minutters gang i gravkamrene bliver oplevelsen for ubehagelig.

Vi vender om og går den lange vej væk fra den absurde verden.

Klokken slår seks, da støjen fra parisertrafikken signalerer, at vi er tilbage i virkeligheden.