En skovbrand i den amerikanske delstat Californien er vokset med eksplosiv hast.
Fra at dække et område på 115 kvadratkilometer mandag er branden nu tredoblet i størrelse på grund af høje temperaturer, lav luftfugtighed og vind.
Branden har raseret to mindre byer i det nordlige Californien torsdag og er fortsat til byen Redding, hvor en fører af en bulldozer er død i flammerne.
Scott McLean, en talsmand for de californiske brandmænd, der bekæmper ilden, fortæller, at branden "brænder alt ned på sin vej".
- Det er en mur af flammer. Den er ustoppelig, siger han.
Brandmænd fandt sent torsdag lokal tid liget af en mand, der var privatansat til at rydde buskadser med en bulldozer.
Han er den anden fører af en bulldozer, der er død i en skovbrand i Californien på mindre end to uger.
Tre brandmænd og et ukendt antal civile har også fået brandsår, men omfanget af deres skader er ukendt, fortæller talsmanden.
- Det er kaotisk. Det er vildt. Der er en masse ild og en masse bygninger, der brænder, siger McLean.
Ifølge ham var beboerne i byen Redding ikke ordentligt forberedt, da ilden nærmede sig, og de fik kort tid til at komme ud af byen.
Det førte til massive køer på vejene for at komme væk.
Branden nåede Redding, efter at uberegnelige vindstød kombineret med høje temperaturer havde drevet flammer fra San Jose til grænsen til Oregon.
I samme område mistede 44 mennesker livet i oktober sidste år, mens tusindvis af hjem blev ødelagt af voldsomme skovbrande.
Californien har i længere tid været plaget af skovbrande. Onsdag beordrede myndighederne også 3000 mennesker væk fra området Spring Valley, der ligger i det sydligste Californien nær San Diego.
I december sidste år hærgede den største skovbrand i Californiens historie, siden man begyndte at kortlægge skovbrande i 1932.
Skovbranden, der fik navnet Thomas, ødelagde flere end 700 hjem. Da branden var på sit højeste, blev 100.000 mennesker evakueret.
/ritzau/AP