Fem bulgarske sygeplejersker og en palæstinensisk læge fik onsdag formiddag Libyens Højesterets ord for, at dødsdommen over dem ligger fast.
De seks sundhedsmedarbejdere blev i 2004 dømt for at have smittet flere hundrede børn med hiv med vilje, men sygeplejerskerne og lægen har hele tiden fastholdt, at smittespredningen skyldtes dårlig hygiejne på de libyske hospitaler.
Sagen har fået det internationale samfund til at kritisere det libyske styre i skarpe vendinger, og ifølge BBC slipper sundhedspersonalet sandsynligvis med livet i behold trods stadfæstelsen af dødsdommene. Forhandlingsorganisationen Gaddafi Foundation har tilsyneladende lavet en aftale med familierne til de hiv-smittede børn, der vil blive kompenseret økonomisk for tragedien. Det vil formentlig få Libyens højeste juridiske råd til at omstøde dommene senere på året.
Sygeplejerskerne og lægen har siddet fængslet i Libyen siden 1999. 56 af de 438 hiv-smittede børn er døde af aids, siden smittespredningen fandt sted i 1998.