Bulgarerne vil ikke længere ledes af Socialistpartiet. Det står klart efter søndagens valg, hvor Sofias borgmester Boyko Borisov og hans centrumhøjreparti, GERB, fik omkring 42 procent af stemmerne. Socialistpartiet opnåede til gengæld blot 18 procent af stemmerne. Det skriver The New York Times.
Dermed kan den tidligere brandmand og livvagt Boyko Borisov og resten af GERB se frem til at få 118-120 af de 240 stole i parlamentet, mens Socialistpartiet må nøjes med 39-41 pladser.
Den 50-årige Boyko Borisov vil nu indkalde alle de borgerlige partier til forhandlinger, og han håber at kunne præsentere landets nye regering om en uge.
Meningsmålingerne pegede tidligt på, at vælgerne ville straffe den afgående regering, fordi de mener, at den er ansvarlig for den økonomiske nedtur.
Med regeringsskiftet ser det nu ud til, at Bulgarien vil forsøge at nærme sig resten af Europa.
"Jeg stemmer for et europæisk Bulgarien, som skal bevise, at det ikke er det fattigste og mest korrupte land i Europa," sagde Boyko Borisov efter valgsejren.