Den 33-årige mand, der tirsdag eftermiddag kaprede en bulgarsk bus med 37 personer ombord, har overgivet sig til bulgarsk politi. Alle passagerer slap uskadt.
"Sagen endte succesfuldt. Manden overgav sig og afleverede sit våben. Alle passagerer er ved godt helbred," siger politiets talskvinde til Reuters.
Kapreren holdt buspassagererne som gidsler i to timer og tvang chaufføren til at holde ind ved en benzinstation tæt ved byen Lovech - 150 km øst for Sofia.
Herfra krævede han, at politiet skulle medbringe en mand, som skulle være skyld i en bilulykke sidste år. Ulykken skulle have resulteret i, at hans kæreste havde aborteret.