Ritzau
Opdateret kl. 13:16
Fodboldklubben FC Midtjylland har forstærket sig til næste sæson i Alka Superligaen.
Den jyske klub har hentet den 19-årige Bozhidar Kraev i Levski Sofia i Bulgarien på en femårig kontrakt.
- Det er et stort ungt talent, der er kommet på det bulgarske landshold allerede i en alder af 19 år, og han har spillet mange kampe i ligaen dernede.
- Han kan dække alle de offensive pladser, så det er en spiller, vi forventer os rigtig meget af, siger FC Midtjyllands sportsdirektør, Claus Steinlein, til klubbens hjemmeside.
FC Midtjylland sluttede i sidste sæson som nummer fire i Superligaen.
Bozhidar Kraev spiller som udgangspunkt på den offensive midtbane. I sidste sæson scorede han fire gange og var med til at sikre sølv til Levski Sofia i den bulgarske liga.
Bulgareren, der 23. juni fylder 20 år, ser frem til at komme til FC Midtjylland.
- Jeg ved, at det er en ung klub, som benytter sig af unge spillere. Der er en god kombination af unge og rutinerede spillere.
- Det er vigtigt for mig, så jeg kan udvikle mig som spiller og lære af de ældre, siger Bozhidar Kraev.
Han sad på bænken uden at få spilletid, da Bulgarien 9. juni tabte 1-2 ude til Hviderusland i kvalifikationen til VM i Rusland næste år.
/ritzau/