Det kunne betale sig for den 23-årige at anke sin dom på 15 års fængsel for rovmordet på den 81-årige Kirsten Inge Damsgaard, der blev dræbt i sit hjem under et røveri 30. december 2011.
I modsætning til sin 22-årige bror valgte Ivan Ognyanov at anke byrettens dom til landsretten, som onsdag idømte ham 14 års fængsel for rovmordet, oplyser Østre Landsret til Ritzau.
Dermed har den 23-årige opnået et år mindre bag tremmer end sin bror, der modtog byrettens dom på 15 års fængsel.
Det var Kirsten Inge Damsgaards eneste datter, Inge, som fandt sin mor død om morgenen nytårsaftensdag.
Moren var låst inde i soveværelset, hvor hun lå klemt ned mellem to senge. Her var hun rullet ind i et dyne og et tæppe, som var bundet stramt fast med forskelligt tøj.
Den ældre kvinde, som blot vejede 33 kilo, var desuden bundet på hænder og ben og havde også fået snøret tøj om brystkassen.
Endelig var hun kneblet stramt for munden, og hun var formentlig kun i live i få timer, efter at røverne forlod stedet. Kvinden døde af iltmangel.
Brødrene Atanas og Ivan Ognyanov på 22 og 23 år havde bedt om frifindelse for drab i byretten og ville i stedet dømmes for vold med døden til følge. De havde ikke haft til hensigt at dræbe den ældre dame, sagde de.
Retten vurderer dog, at brødrene har bundet den ældre kvinde så stramt, at de må have indset, at hun kunne dø.
Begge brødre er udvist af Danmark med indrejseforbud for bestandigt.
/ritzau/