De danske bueskytter Carina Christiansen, Louise Laursen og Maja Jager skød sig søndag formiddag videre til kvartfinalerne i holdturneringen ved OL.
Trioen slog Indien med 211-210 og står senere søndag eftermiddag over for Korea, der er favoritter til at tage OL-guldet.
Især Carina Christiansen startede godt mod inderne, da hun med sine otte pile ramte tre 10'ere og tegnede sig for 72 af de danske point.
Louise Laursen fik også indstillet sigtekornet helt korrekt og ramte plet to gange og nåede op på 70 point.
Maja Jager var på sit sidste forsøg presset til at skyde en nier, og hun formåede at holde nerverne i ro og sørge for sejren over Indien, der rangerer som nummer to på verdensranglisten.
Klokken 16 dansk tid venter Korea.
/ritzau/