Den danske compound-bueskytte Stephan Hansen var med helt til det sidste i finalen i World Cuppen indendørs i Los Angeles, men den danske verdensmester måtte nøjes med andenpladsen sent søndag dansk tid.
Efter en dramatisk finalerunde stod verdensmester Stephan Hansen og den tidligere verdensmester Mike Schloesser fra Holland tilbage som de sidste to og skulle afgøre det hele imellem sig.
Schloesser var iskold og sendte sine tre pile midt i skiven, hvilket gav ham de maksimale 30 point.
Det lagde pres på Hansen, som skulle levere en perfekt skydning for at holde sig i finalen.
Og danskeren åbnede med to 10'ere som påkrævet, men den tredje pil blev for lav, og så gik sejren til den kølige hollænder.
Tidligere på dagen havde Tanja Jensen dog sørget for dansk sejr, da hun vandt World Cuppen i Los Angeles for kvinder efter forrygende skydning.
/ritzau/