De økonomiske konsekvenser af byggeskandalen i DR kommer til at kunne mærkes lang tid fremover. Det stod klart på et pressemøde onsdag, hvor DR’s ledelse fremlagde en såkaldt slutprognose for det samlede byggeri, der nu lyder på hele 4,7 milliarder kroner. Endnu 700 millioner kroner er kommet oveni den hidtige overskridelse, og dermed er det oprindelige budget på tre milliarder kroner skredet med 60 procent.
Generaldirektør Kenneth Plummer kalder fordyrelsen et ?rystende stort beløb’, og lægger ikke skjul på, at det kommer til at gå udover programaktivitet og medarbejdere. Der skal prioriteres hårdere blandt programmerne, og der er fyringer på vej – generaldirektøren vil dog ikke præcisere hvor mange.
DR risikerer sågar at skulle genforhandle den seneste public service kontrakt med kulturministeriet.
»Det er en ny situation, hvor vi skal regne på nogle ting. Der er en lang række nye krav i public service kontrakten, der koster penge, og der kan vi godt komme under pres.«
Nye millionlån
Fordyrelsen skyldes blandt andet forlængelse af byggeriet, uforudsete regninger fra entreprenører og restarbejde på Koncerthuset. Ikke overraskende står koncerthuset med Jean Nouvels svævende koncertsal for størstedelen af de nye udgifter med 261 millioner kroner, men også i dele som Nyhedshuset, der ellers skulle være færdige, er der fundet ekstra udgifter for 200 millioner.
»Det overraskede os,« erkender projektdirektør Finn Gjørret.
Den nye prognose betyder, at DR skal optage et nyt lån på 1,4 milliarder kroner. Det kommer til at koste 90 millioner kroner de første fem år og 150 millioner kroner derefter.
»DR kommer til at have en meget stram økonomi de næste ti år,« siger økonomidirektør David Hellemann.