USA slipper muligvis for at ryge ind i en recession, efter Senatet nytårsnat stemte for en lov, der skal forhindre den såkaldte "økonomiske afgrund".
Men aftalen vil øge den i forvejen enorme statsgæld betragteligt, lyder advarslen fra Kongressens Budgetkontor (CBO).
Ifølge det upartiske budgetkontor vil Senatets beslutning om at annullere de skattestigninger, som skulle træde i kraft i år, øge statsgælden med 4000 milliarder dollar i løbet af de næste 10 år.
Hovedsageligt fordi loven forlænger skattelettelser, indført af tidligere præsident George W. Bush, for langt størstedelen af amerikanerne.
Ifølge beslutningen i Senatet bliver skatten kun sat op for husstande med årsindkomster på over 450.000 dollar.
Analysen fra CBO offentliggøres samtidig med, at flere republikanerne i Repræsentanternes Hus udtaler sig kritisk om beslutningen i Senatet. Modstanderne kræver større offentlige besparelser.
Eric Cantor, gruppeformand for Republikanerne i Repræsentanternes Hus, finder nedskæringerne utilstrækkelige og er imod aftalen. Den gør alt for lidt for at nedbringe den rekordhøje statsgæld, mener han.
Og toprepublikaneren modsiges ikke af CBO.
Budgetkontoret sammenligner Senatets plan om ændringer i den nuværende lovgivning, der lægger op til skattestigninger og automatiske besparelser på 600 milliarder dollar alene i 2013, med et hop ned i den finansielle afgrund.
CBO har tidligere skønnet, at de højere skatter og nedskæringer ville mere end halvere USA's underskud på statsbudgettet i 2013 til 641 milliarder dollar fra 1100 milliarder dollar i 2012.
Men den prognose holder ikke, hvis aftalen i Senatet bliver gennemført. Den vil svække statens indtægter med 280 milliarder dollar og øge udgifterne med 50 milliarder dollar.
Det resulterer i en forøgelse af budgetunderskuddet på 330 milliarder dollar til cirka 971 milliarder dollar i 2013, konstaterer CBO.
Aftalen i Senatet skal godkendes i Repræsentanternes Hus for at blive gennemført.
/ritzau/