Føring på to mål ved pausen og nede med et enkelt mål fem minutter før tid mod et af verdens allerbedste håndboldhold, FC Barcelona.
Det fortæller historien om et Bjerringbro-Silkeborg-hold (BSV), som ikke var langt fra at tage point fra det spanske mesterhold i Champions League-gruppespillet.
Det endte alligevel i et nederlag på 23-27, men BSV's stregveteran Michael V. Knudsen tager alligevel selvtillid med fra opgøret.
- Bestemt kan vi det. Jeg er sportsmand, og her bagefter er jeg selvfølgelig mega skuffet, men man må også erkende, at vi var oppe imod et klassehold, en af favoritterne til at vinde Champions League, siger Knudsen.
- Vi skal også være ydmyge og tænke på, at vi spillede en rigtig god kamp langt hen ad vejen og pressede et af verdens allerbedste hold.
BSV har taget sejre i de to nøglekampe i bunden af gruppen mod Kadetten Schaffhausen og Wisla Plock, og man har formået at presse flere af de andre stærke hold i gruppen i de fem nederlag.
- Vi har tanket enormt meget selvtillid på det seneste ved at spille lige op med nogle af verdens bedste hold, og det giver os meget med videre - også i den hjemlige liga, siger Michael V. Knudsen.
Den tidligere landsstjerne ser optimistisk på muligheden for at hente den sjetteplads i gruppen, som giver avancement, men han ved også, at det måske kræver mere end to sejre i anden halvdel af gruppespillet.
- Vi har fået fire point i de to nøglekampe, som vi skulle have. Og det bliver nøglen igen, at vi vinder hjemme mod Kadetten Schaffhausen og ude mod Wisla Plock, siger han.
- Og så skal vi formentlig også hente point et eller andet sted også.
/ritzau/