Det blev til en sikker sejr for sidste års sølvvindere i herrernes håndboldliga, Bjerringbro-Silkeborg (BSV), da holdet fredag mødte Lemvig-Thyborøn på udebane.
BSV havde før kampen vundet fem i træk i ligaen. Det blev også til seks, da Lemvig-Thyborøn blev besejret 31-24.
Udeholdet tog teten fra start og kom foran med fire mål, inden vestjyderne med to mål på et minut reducerede til 5-7 efter et kvarters spil.
Herfra trak de danske vicemestre dog langsomt fra, godt hjulpet på vej af en velspillende Nikolaj Øris Nielsen, der med syv scoringer var med til at sikre Bjerringbro-Silkeborg en pauseføring på 18-11.
Ret meget tættere på kom Lemvig-Thyborøn ikke. Midt i anden halvleg var BSV's forspring ganske vist blevet reduceret til seks mål, men udeholdet var i kontrol gennem hele halvlegen og kunne uden større anstrengelser køre sejren i hus.
Med sejren overhaler BSV GOG i toppen af herreligaen med et enkelt point. Fynboerne har dog spillet en kamp færre.
Lemvig-Thyborøn har kun to hold under sig i den 14 hold store liga med fem point efter ni kampe.
Nordsjælland Håndbold og Ringsted mødtes også i herreligaen fredag aften. Her vandt Ringsted 29-28. De to hold er nu á point i ligaen med fem point hver efter ni kampe.
/ritzau/