Den knæskade, som den danske cykelrytter Matti Breschel lige nu slås med, kan spores tilbage til en overlevelsestur arrangeret af B.S. Christiansen.
Turen fandt sted i 2009, da Team Saxo Bank forberedte sig til sidste års sæson. Breschel vred rundt på sin ankel, og den skade forplantede sig siden hen til cykelrytterens knæ.
"Når jeg tænker lidt tilbage, så startede det hele med min ankelskade på vores overlevelsestur med BS," siger Matti Breschel til Ekstra Bladet.
Knæskaden er kommet, fordi Breschel ikke i første omgang tog skaden i anklen alvorligt. Han cyklede videre uden at lytte til kroppen.
Den danske VM-sølvvinder er dog ikke bitter på B.S. Christiansen eller Bjarne Riis' cykelhold.
"Overhovedet ikke. Det er ikke fordi, jeg skyder skylden på nogen overhovedet. Jeg kunne bare lære at gå ordentligt. Det er min egen skyld," siger Breschel.
Skaden betyder, at han formentlig ikke bliver klar til forårets klassiskere.
Kilde: EB