Mindre end et år er der gået, siden Katie Price blev skilt fra sangeren Peter Andre, men nu har hun giftet sig igen og planlægger familieforøgelser i den gode sags tjeneste.
Det nygifte par Katie Price og Alex Reid overvejer nemlig at adoptere et af de forældreløse børn på Haiti.
Muskelmanden Reid indrømmer, at der er risiko for, at han ikke kan få børn, og derfor er adoption kommet på tale. Det skriver contactmusic.com.
Katie har i forvejen tre børn, Harvey, Junior og Princess Tiaamii fra tidligere forhold.
Den 31-årige stjerne mener dog godt, at hun har plads til flere og har også tidligere pønset på at adoptere.
"Jeg så en dokumentarfilm i tv, der handlede om efterladte børn i Bulgarien, og det gjorde indtryk på mig, fordi de alle havde misdannelser," siger hun.