Man skal smede mens jernet er varmt. Og det jern, som Twilight-filmene bliver smedet ud af, er i tiden glohedt og rødglødende.
Det er folkene fra Summit Entertainment klar over, og derfor bliver der arbejdet i døgndrift i Twilight-smedien. Optagelser til toeren 'New Moon' er færdige om et par måneder, og derefter forventer man at starte optagelserne til treeren 'Eclipse' med det samme.
Det hastige tempo har dog betydet, at Rachelle Lefavres ikke kan fortsætte i rollen som vampyren Victoria. Hun ville gerne, men har forpligtiget sig til tre andre film andetsteds.
I al hast er Bryce Dallas Howard, der medvirkede i 'Terminator Salvation', derfor blevet hyret, skriver fangoria.com.
'Eclipse' forventes at få premiere allerede til juni næste år. Der er endnu ikke fastlagt en premieredato for den fjerde film i rækken 'Breaking Dawn'. Det er dog fastlagt at filmen skal udkomme i 2011.