Danskerne går i stadig større bue uden om butikkerne til fordel for private annoncer, loppemarkeder og salg i naboens garage.
Det skriver Jyllands-Posten fredag.
Handlen mellem private danskere løber i år op i 95 milliarder kroner, viser et estimat fra Den Blå Avis.
Og det er en stigning på intet mindre end 87 procent på kun to år.
Ifølge seniorkonsulent Mette Skovgaard Frich fra Retail Institute Scandinavia handler forbrugernes adfærd om at spare penge og føle tryghed.
"Vi bliver optagede af den gamle verden og mormors juleplatter, når der er krise. Det gør os trygge," siger hun til Jyllands-Posten.
Men hvor bulerne i den gamle blå kaffekande måske skaber ekstra tryghed på kakkelbordet, så betyder danskernes brugthandel et tab af velfærd.
Ifølge storbanken Nordea betyder en brugthandel på 95 milliarder kroner nemlig et tab for staten på 19 milliarder kroner i moms.
"Når vi handler med hinanden er det jo en parallelhandel, som går uden om samfundets økonomiske kredsløb. Og det kommer der altså ikke meget velfærd ud af," siger forbrugerøkonom Ann Lehmann Erichsen til Newspaq.
Hun gætter på, at handlen med brugtvarer vil aftage, når vi gør bedre økonomiske tider i møde.
"Hvis vi får et opsving vil det tage af. Men det vil aldrig forsvinde, når vi er glade for og trygge ved handle med hinanden," siger Ann Lehmann Erichsen.