Når autoen skiftes ud, er det ofte en ny brugt bil, der bliver kørt hjem i
indkørslen.
Men turen hjem er langtfra altid en fornøjelse, og bilen lever ofte ikke op
til forventningerne. Ifølge Jyllands-Posten er fire ud af ti købere så utilfredse,
at de senere henvender sig til forhandleren og klager over fejl og mangler ved bilen.
Bil-klagerne udgør dermed den største klagegruppe sammen med it-klagerne i
Forbrugerklagenævnet, og tilsyneladende har de utilfredse bilejere noget at
have deres harme i. Fire ud af fem fik i 2006 medhold i de afgjorte
klagesager.
For at rydde op i branchen sætter FDM, Forbrugerstyrelsen og autobranchen nu
en kampagne i gang, der skal skabe bedre vilkår for bilkøberne og blandt andet
sikre, at de får de korrekte oplysninger om hvordan og i hvor lang tid, at de kan
klage over købet.
- Det er væsentligt, at der kommer fokus på forbrugernes rettigheder, og
at bilbranchen får ryddet op, siger familie- og forbrugerminister Carina
Christensen (K).