Den danske landsholdsspiller Niki Zimling måtte skadet forlade banen midtvejs i anden halvleg, da han sammen med Club Brugge onsdag aften spillede 0-0 i Parken mod FC København i Champions Leagues tredje kvalifikationsrunde.
Bentøjet, som ofte har drillet midtbanespilleren, svigtede igen. Club Brugge-træner Georges Leekens frygter det værste inden returkampen i Belgien 8. august.
- Niki Zimling er desværre skadet igen. Jeg ved endnu ikke hvor slemt, men vi håber, at han kan blive klar til kamp i næste uge. Det er et stort spørgsmålstegn, siger træneren.
Zimling selv forlod hurtigt Parken efter opgøret, men er mere fortrøstningsfuld.
- Jeg har en forventning om at blive klar, siger Zimling kortfattet og erkender, at belgierne skal længere frem på banen for at avancere:
- Vi skal spille noget mere offensivt, ingen tvivl om det. Men det kommer vi også til på hjemmebane. Vi kan da glæde os over ikke at have givet meget væk i Parken, og vi fik et godt udgangspunkt, lyder det fra Zimling.
/ritzau/