Smileys kan sagtens forveksles med fysiske berøringer som et knus og et kram - eller sågar et kys.
Derfor skal du passe på, når du bruger smileys. Det kan skabe nogle forventninger, der ikke kan indfries - specielt ikke på arbejdspladsen, hvor der hersker hierarkier og opgaver, der skal klares.
Det mener Charlotte Mandrup. Hun er ledelsesrådgiver og forfatter til flere bøger om ledelse og professionalisme på jobbet.
Til Kristeligt Dagblad siger hun, at når vi bruger krammere i stedet for at give hånden, eller når vi skriver knus eller kram, så bringer det en retorik ind, som skaber nogle forventninger:
- Det, der er min bekymring, er, når vi taler om arbejdspladser. De er sat i verden for at skabe et resultat. De er konstrueret på en måde, der er hierarkisk. Hvis vi forsøger at putte familie- og venskabsmodeller ind i de strukturer, så er det, vi får konflikten eller dilemmaet. Det er mit hovedbudskab, siger Charlotte Mandrup.
Hun mener således, at smileys og knus og kram forstyrrer budskabet, men hun forudser også, at der vil ske forandringer på arbejdspladsen, der gør, at man kan anvende smileys og sproget anderledes, end vi gør det i dag.