»En fedtet hud kan tåle mere makeup og flere cremer end en tør sart hud. Og alle former for cremer og kemi skal smøres på huden med måde,« siger Tonny Karlsmark, ledende overlæge på Dermatologisk afdeling på Bispebjerg Hospital.
Men ellers vil han hverken advare mod eller anbefale brugen af makeup eller cremer.
Godt nok oplevede engelske Nicky (se historien ved siden af), at hendes hud fik det meget bedre, da hun i seks uger ikke vaskede den eller brugte makeup og cremer, men det behøver ikke at gælde alle mennesker.
»Hun har sandsynligvis været overforbruger af produkter, og det skader huden. Der er ingen tvivl om, at overdreven makeup og masser af afrensning med sæbe ikke er godt. Men en diskret makeup og en fornuftig omgang med cremer kan mange tåle,« siger han.
Og så skal man i øvrigt kigge grundigt på sin egen hud. Er den tør, irriteret, er der eksem? Så er det tid til at holde igen med produkter som makeup og creme.
»Nogen kan tåle den slags. Andre kan ikke. Du må selv holde øje med det,« siger Tonny Karlsmark.
Økologisk makeup eller cremer baseret på planteudtræk er ikke nødvendigvis bedre end almindelige produkter.
»Man kan få meget allergiske reaktioner på planteudtræk, så der er ingen garantier, » siger overlægen.