En gang imellem kan det være godt med en lille én til at dulme nerverne. Så på mange måder var der ikke noget at sige til, at en indisk mand indtog lidt alkohol på sin bryllupsdag. Desværre for ham blev det dog til lidt mere end en enkelt.
Faktisk var han så fuld, da han endelig dukkede op til brylluppet, at brudens familie besluttede at ophæve forlovelsen.
- Gommen var fuld og havde tilsyneladende opført sig dårligt over for gæsterne, da brudens familie og lokale folk fra landsbyen skræmte ham væk, siger betjent Madho Singh til Reuters.
Alligevel kom gæsterne dog ikke forgæves. Gommens mere ædru lillebror svarede nemlig ja, da kvindens familie spurgte, om han ville giftes med hende.
Den første gom vågnede således mandag morgen med gevaldige tømmermænd.
- Gommen undskyldte for sin opførsel, men har grædt over, at rygtet har spredt sig, og at han aldrig vil kunne finde en brud igen, siger Madho Singh til Reuters.