Anders Fogh Rasmussen høster her til aften en sejr som generalsekretær for Nato.
Blandt danskerens hovedopgaver er nemlig at få flere soldater til Afghanistan i kølvandet på den troppeforstærkning, USA allerede har mønstret.
Britisk premierminister, Gordon Brown, meddelte onsdag, at landet vil sende yderligere 500 mand til det uroplagede land. Dermed når den britisk styrke op på 9.500 mand.
Samtidig fortæller Brown, at Afghanistans præsident, Hamid Karzai, har lovet at stille endnu flere lokale soldater til rådighed. De skal kæmpe side om side med briterne mod taleban.
Herhjemme hilses den britiske beslutning velkommen, men Dansk Folkeparti er alligevel klare i mæglet. Der skal ikke flere danskere til Helmand.
"Danmark har det niveau i Afghanistan, som vi kan magte og bære. Og hvis de andre lande bare tilnærmelsesvis kommer op på det danske niveau, når man ser på forholdet mellem antallet af soldater og befolkningstallet, så vil vi være rigtig godt stillet. Desværre er der en række lande - specielt i Sydeuropa - som slet ikke sender lige så mange soldater som os," siger forsvarsordfører Ib Poulsen (DF) til jp.dk.