Fabian Cancellara er ikke med, når til Tour de France begynder senere på måneden.
Det fortæller han fredag til avisen Het Nieuwsblad i Belgien.
Afbuddet, som ikke er helt overraskende, skyldes, at schweizeren hellere vil fokusere på andre opgaver.
- Touren har givet mig smukke oplevelser, men jeg har andre mål som fx VM i Firenze, siger han til avisen. Oplysninger, som hans hold Radioshack bekræfter over for AFP.
- Jeg kører ikke Tour de France, men i stedet Østrig Rundt, Polen Rundt og Vuelta a Espana som forberedelse til VM.
En anden årsag til afbuddet skal måske ses i lyset af, at der i årets Tour de France ikke ligger den enkeltstart tidligt i løbet, som Fabian Cancellara tidligere har brugt til at køre sig i stilling til den gule førertrøje.
"Spartacus" som han kaldes, vandt Flandern Rundt og Paris-Roubaix tidligere i år, og han har otte etapesejre i Tour de France på sit cv, lige som han har kørt adskillige dage i den gule førertrøje.
/ritzau/