De mange fans af Abba-musicalen 'Mamma Mia!' må efterhånden opgive håbet om at få endnu flere svenske popsange i form af en opfølger til filmen.
For selvom filmens producere flere gange har sagt, at der nok skal komme en 2'er, er skuespillerne mere tilbageholdende.
Den seneste i rækken er Pierce Brosnan, som ifølge empireonline.com, ikke længere er så sikker på, at han vil komme til at gentage rollen som Sam.
Da hjemmesiden spurgte ham om filmen kunne blive en mulighed svarede han prompte:
"Nej, jeg tror ikke, det kommer til at ske."
Dermed lægger han sig på linje med Meryl Streep, som sidste måned også var usikker på filmens fremtid.
"Jeg har hørt, at de snakker om den, men jeg er ikke sikker på at det er rigtigt. Det er ikke noget, som jeg ved noget om. Ingen har fortalt mig noget endnu," sagde hun den gang.
Selv det tidligere Abba-medlem Benny Anderson, som ellers har tjent gode penge på musicalen, har også droppet ideen om en opfølger, da han ikke mener, at der er nok Abba-musik til en ny film.