Skrevet af Michael Lund og Laurits Nansen
milu@avisen.dk | lana@avisen.dk

For to uger siden så verden lys ud for 17-årige M.M. og hans somaliske familie på Amager. Venner lagde ofte vejen forbi lejligheden på anden sal. Naboerne i opgangen hilste høfligt på dem. De andre unge i kvarteret ringede på og inviterede de tre brødre og lillesøsteren med ned i gården.

»I dag er det hele forandret. Vores liv er ødelagt. Hele vores familie er stemplet som terrorister. Folk tror, at vi alle er skyldige,« siger M.M.

Han kigger ud i stuen fra sofaen med de store hvide hynder.

Bror sigtet for terrorplan

M.M. er lillebror til den 19-årige somaliskfødte elektronikstuderende, der i sidste uge blev anholdt sammen med syv andre. Alle blev de sigtet for at have lagt planer om terror. Selvom ingen af de otte personer i sagen er dømt endnu, har sagen allerede fået store konsekvenser for den somaliske familie, der består af moderen, hendes tre sønner og en datter.

De føler sig stemplet og hængt ud af politiet og af pressen. Allerede inden retssagen er begyndt, og offentligheden har fået kendskab til sagens bevismateriale.

Den 19-årige storebror er ikke hjemme, da Nyhedsavisen besøger familien. Hans advokat har fortalt ham, at han ikke skal snakke med medierne, mens sagen kører. Det eneste synlige, han har efterladt i lejligheden, er en seng, der står redt op i stuen langs en væg med plakater med islamiske skrifter.

»Han er nedtrykt. Han er meget stille og enormt ked af, at politiets mistanke mod ham også rammer hans familie,« siger hans bror M.M., der fører ordet på familiens vegne.

Vennerne forsvinder

Sagen har ramt dem alle hårdt. Også M.M. og hans lillebror, der går i gymnasiet.

»Over halvdelen af mine venner ser jeg ikke mere. Når jeg går ned ad trapperne og over i skolen, ser folk ned i jorden eller vender sig om. De ved godt, at min bror er anholdt. Det er som om, de tænker, at jeg er fra den dér terroristfamilie,« siger M.M.

Han er også kommet bagud med lektierne. Politiet tog hans bærbare computer, og han tør ikke fortælle sin lærer, hvorfor den er væk.

Også hans mor mærker mistroen. Nogle af familiens venner er holdt op med at ringe, siger hun. Forleden dag gik en af naboerne uden om hende i en stor bue.

»Som om han var bange for mig,« siger hun.

Politi midt om natten

Det hele begynder natten til tirsdag den 4. september. Det er midnat, og familien sover. Pludselig hører de et let bump på døren. Så lyder der et brag.

17-årige M.M. står op med sine brødre. De er bange og tager alle en køkkenkniv og går ud i entreen. De ved ikke, hvem der står derude på trappen og hamrer en rambuk ind i deres dør.

Først lige inden betjentene stormer gennem den smadrede dør, hører brødrene, at det er politiet, og de når at lægge knivene fra sig. Derefter er det hele kaos. Betjentene ransager hver en krog i hjemmet. De river en skabslåge og flere skuffer i stykker. De tager to computere, to harddiske og en stak pengesedler, som familien fortæller, at de har gemt i hjemmet, fordi islam forbyder dem at tage imod bankernes renter.

De får ikke at vide, hvad storebroren er sigtet for. Men et par timer senere er han slæbt med på stationen.

Resten af sagen må familien høre om næste morgen. I radioen og på tv-stationerne. De er ufrivilligt blevet Danmarkshistorie. Et eksempel på den nye terrortrussel.

»Vi er i chok. Han ville aldrig begå terror. Han er stille og rolig. Altid hjælpsom. Han har altid lavet sine lektier. Tænkt på sin uddannelse. Han har aldrig lavet noget kriminelt. Jeg kender ham godt. Vi fortæller hinanden alt,« siger M.M., da han sidder i sofaen og tænker over den seneste uge.

Det er som om, han godt ved, at det næsten er for sent at komme med familiens version af historien. Vil nogen lytte? Han prøver alligevel:

Familien kom til Danmark i 1995 på flugt fra krigen i Somalia. Siden er forældrene blevet skilt.

Men børnene har klaret sig godt i skolen. Også den terrormistænke, der er i gang med at uddanne sig til elektronikingeniør. Faktisk skulle han have været til jobsamtale om en praktikplads samme dag, han blev anholdt, fortæller M.M. Men nu har politiets anklager gjort, at han har mistet pladsen. Og M.M. tvivler på, om broren vil kunne få et arbejde i fremtiden. Uanset om han bliver frifundet.

M.M. forklarer, at hans storebror ikke har forandret sig over den seneste tid. Det har flere af de andre terrormistænkte ifølge medierne gjort. Han har ikke anlagt religiøst fuldskæg. Han har ikke haft anti-vestlige holdninger. Så vidt M.M. ved, har han heller ikke ændret sine vaner eller fået nye venner.

»Vi er helt almindelige«

M.M. fortæller, at han heller aldrig har set ham sammen med nogen af de andre mistænkte.

»Vi er helt almindelige muslimer. Vi beder fem gange om dagen og går til fredagsbøn. Jeg har hørt, at politiet tror, at min bror var Wahabi-muslim ligesom Osama bin Laden. Det er han ikke. Han er ikke noget specielt. Han læser koranen, som vi gør, og det er på en fredelig måde. Der er mange måde at læse koranen på. Terroristerne læser den på en anden måde, end vi gør,« siger M.M. og understreger:

»Jeg har gået i folkeskole i et demokratisk land. Jeg tror på demokratiet og er i stand til at danne mig mine egne holdninger,« siger M.M.

Han har overvejet, om politiet mon har anholdt hans bror, fordi broren er kommet i den forkerte moské. Nogle af de andre mistænkte kom i moskeen på Heimdalsgade på Nørrebro, hvor den yderligtgående imam Abu Ahmed har været tilknyttet. Men om broren også er kommet der, ved M.M. ikke, bedyrer han.

Ude i gangen er døren til lejligheden stadig ødelagt. Politiet har endnu ikke sat en ny i.

Familien føler, at politiet hele tiden overvåger dem. De seneste dage har de hver aften set en mand sidde i en Peugeot ude på gaden. Han har kigget ind mod deres opgang.

Savner respekt

»Han er helt sikkert fra politiet og kommer hver aften klokken 10. Jeg er begyndt at vinke til ham. Hvorfor behandler politiet os ikke med respekt? Hvis han ville, kunne han få lov at sove her i seks måneder og spørge om lige, hvad han ville. Men hvorfor skal han sidde og lure sådan?« siger M.M.

Lige nu har han allermest lyst til at flytte. Væk fra Danmark, siger han.

»Jeg kan græde over det, der er sket. Jeg har ikke mistet tilliden til demokratiet, men jeg har fuldstændig mistet tilliden til politiet. Hvor er vores beskyttelse?« spørger han.