Nu kan det danske kvindelandshold i fodbold rejse glade med en bronzemedalje om halsen efter deres deltagelse i Algarve Cup'en.
De vandt nemlig 1-0 over Tyskland i deres sidste kamp.
Landstræneren kan ikke skjule sin glæde over resultatet.
"Jeg er meget tilfreds med kampen i dag, og det viser en rigtig flot holdindsats af alle. Julie (Rydahl-Bukh, red.) laver et flot mål på assist af (Cathrine, red.) Paaske, og at vi formår at holde verdensmestrene fra at score, det kan jeg kun være tilfreds med. Det er en rigtig god forberedelse frem mod EM i Finland," siger Kenneth Heiner-Møller ifølge DBU's hjemmeside.
De danske spillere var bedst i 1. halvleg, og var under stort pres i 2. halvleg, hvor det rød-hvide forsvar i store perioder var på overarbejde. Alligevel endte kampen dog til danskernes fordel.
Kampen blev spillet samme dag, hvor i alt 17 døde som følge af en skolemassakre på den tyske realskole i Baden Wüttemberg. Kampen startede derfor med et minuts stilhed i respekt for skudofrene, skriver dr.dk.
Både i 2007 og 2008 kom Danmark i finalen i turneringen.