Kør forsigtigt. Du risikerer, at der ligger væltede træer derude på vejene. Vejdirektoratet melder om væltede træer over hele landet efter nattens storm, og blandt andet en bus i København blev ramt af et væltet træ.
Storebæltsbroen er dog åbnet igen for alle køretøjer, og også Øresundsbron er åben.
Flere færger stadig ramt af den hårde blæst, og blandt andet sejladsen mellem Rønne og Ystad er indstillet indtil i eftermiddag. Mellem Gedser og Rostock samt Spodsbjerg og Taars er der også aflyste afgange, mens færgerne mellem Esbjerg og Fanø kan være forsinkede.
Vandstanden ved Vadehavet ligger flere steder mere end 3 meter over den normale vandstand, og også i Limfjorden er vandet steget med 1,3 meter over det normale, oplyser vagthavende ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI), Mikkel Oldrup, som dog ikke melder om større problemer med oversvømmelser. DMI forventer, at vandstanden vil fortsætte med at stige i Limfjorden lidt endnu, mens det er begyndt at vende i Vadehavet og ved Vesterhavet.
Nattens storm ramte Jyllands vestkyst før klokken 01 natten til fredag, og i Thyborøn har man i løbet af natten målt vindstød af orkanstyrke på 37 meter i sekundet. Også Røsnæs på den vestlige del af Sjælland fik kortvarigt stormen at mærke.
»Det er ved at være overstået nu, og vinden er ved at aftage igen. Bornholm får den glæde af vinden lidt endnu,« lød meldingen fra Mikkel Oldrup fra DMI fredag morgen klokken
DMI varsler, at vinden allerede i aften frisker op igen til kulingstyrke flere steder i landet.