Vold, voldtægt, vanrøgt og incest. Nu er dommen netop faldet i den skrækkelige sag om misbrug og vanrøgt af en stor børneflok i Brønderslev.
Forældreparret blev blandt andet dømt skyldige i vold, incest, voldtægt og vanrøgt. De blev dog frikendt for bevidst at have tyranniseret deres børn.
Dommen blev offentliggjort klokken lidt efter klokken 19, men den endelige strafudmåling kommer først den 21. juni.
Det oplyser flere medier.
Faren blev ikke dømt for at have tvunget sin dengang 20-årige datter til at have sex med en hest.
Ifølge B.T. sad den 37-årige mor og tegnede på et papir, da hun fik dommen læst op. Den 42-årige far sad og stirrede ud i luften, da han blev dømt for at have voldtaget sine egne børn.
Misbruget af ni ud af parrets ti børn blev først opdaget efter flere år. Familien flyttede fra Lolland Kommune til Brønderslev - på den måde faldt de for en tid ud af myndighedernes søgelys. Det var først, da parrets ældre datter, der dengang var 20 år, råbte alarm, at myndighederne vågnede og gjorde noget ved sagen.
Parrets naboer i Brønderslev har fortalt om, at den 20-årige datter blandt andet boede i et møgbeskidt og koldt skur. Faren tvang hende til at skovle sne i bare fødder.
Familien levede i et ubeskriveligt svineri i den faldefærdige bygning i Brønderslev.
Ni ud af ti af parrets børn blev tvangsfjernet.
Under retssagen er det kommet frem, at faren var en tyran, der undertrykkede sin familie med vold, trusler og psykisk terror.
I dag har Brønderslev Kommune fyret den ansvarlige leder, som ikke opfangede det forfærdelige misbrug i familien.