Fængsel på ubestemt tid.
Det er straffen, som den 42-årige far i Brønderslev-sagen netop er blevet idømt ved retten i Hjørring. Faren var ikke til stede under domsafsigelsen, angiveligt på grund af den store mediebevågenhed om sagen.
For moderen i sagen lød dommen på fire år. Anklageren forlangte ellers seks års fængsel til den 37-årige mor.
Hun lukkede øjnene for, hvad der foregik i Brønderslev-hjemmet og er derfor ligesom faderen blevet kendt skyldig i den omfattende vold, vanrøgt, frihedsberøvelse, som de ni hjemmeboende børn blev udsat for. Udover de alvorlige delte tiltaler er faren dømt skyldig i de voldsomme sexovergreb, som han har udsat flere af børnene for.
Sagen startede i retten den 28. april i år. Under retsmøderne er de horrible fortællinger om vanrøgten kommet løbende frem, mens de mishandlede børn, sagsbehandlere og bekendte har fortalt om forholdene.
Begge dømte har nægtet sig skyldige under hele sagen - og har prøvet at lægge skylden over på hinanden.
De regner begge med at anke dagens dom.