Under sit ophold i arresthuset i Aalborg er den anklagede far i Brønderslev-sagen blevet tæsket af medfanger.
Det skriver Ekstrabladet.dk.
Hans far fortæller, at betjente i arresten havde fortalt de øvrige fanger, hvad hans søn var fængslet for.
Og derfor gennemtævede de angiveligt manden med våde håndklæder.
Det skulle have ført til et selvmordsforsøg og indlæggelse på psykiatrisk hospital, hvorfra han flygtede, men kort efter blev anholdt.
Forsvarsadvokat Anne Mette Ovesen ved ikke noget om, hvorvidt hendes klient vitterligt er blevet tæsket. Men hun bekræfter, at der er sket noget, som har gjort, at han måtte skifte arresthus.
"Men det er sådan noget, vi hører om, at man bruger, fordi det er svært at se bagefter," siger hun til ekstrabladet.dk med henvisning til vold med våde håndklæder.
Hun tilføjer, at moren, der også er på anklagebænken i den tragiske sag, ligeledes er blevet flyttet af sikkerhedsmæssige grunde.
Forældrene blev i mandags kendt skyldige i næsten samtlige anklagepunkter. De får deres straf fastsat 21. juni.
Kilde: Ekstra Bladet