Brøndbys Ferhan Hasani kan dårligt have drømt om en mere vellykket debut for sin nye klub, end den han fik søndag aften, hvor han scorede målet, der gav holdet sæsonens første sejr med 2-1 over OB.
Det skete lige efter, at han var blevet sendt på banen i anden halvleg, men makedoneren indrømmer, at det krævede en god portion held at blive matchvinder.
- Jeg ramte faktisk bolden helt forkert, jeg sparkede lidt oveni bolden. Men den gik ind alligevel, og det var godt at se, siger Hasani.
Makedoneren taler kun en smule engelsk og tysk, så det meste af kommunikationen med holdkammeraterne og omverdenen foregår gennem holdkammeraten Riza Durmisi, der oversætter til dansk.
Fløjspilleren håber nu, at skiftet fra Wolfsburg til Brøndby sparker nyt liv i karrieren, der sidste år gik noget i stå på udskiftningsbænken i Tyskland.
- Jeg vil selvfølgelig gerne spille fast. Jeg skiftede til Brøndby, fordi jeg har hørt, at det er en klub med stolte traditioner. Jeg er rigtig glad for at være her og hjælpe holdet til den første sejr, siger Ferhan Hasani.
Makedoneren har blot trænet få gange med sine nye holdkammerater, efter at han blev købt på transfervinduets sidste dag.
Han har ventet på, at arbejdstilladelsen kom i hus, men han behøvede altså ikke mere end få minutter på banen, før han havde gjort sit første positive indtryk i sin nye klub.
/ritzau/