Brøndbys 23. udebanekamp i træk uden sejr endte med bøjede nakker og strakte fingre.
De bøjede nakker sad på Brøndby-spillerne, mens de strakte fingre sad på de mange medrejsende tilskuere fra samme klub, som – igen – følte sig svigtet af deres idoler: For Brøndby IF, halvfemsernes bedste danske fodboldhold er i dén grad faldet fra tinderne.
Og de landede søndag aften med et brag på et vindomsust stadion i Horsens, hvor hjemmeholdet med veloplagt storspil pillede pynten af Brøndbys spillere.
Det var ellers kampen, hvor det hele skulle vende. Træner Tom Køhlert havde i ugens løb meldt ud, at han nu havde trukket en streg i sandet. Nu skulle de gamle Brøndby-dyder findes frem igen.
Den farligste føring
Og man troede faktisk på det fra starten. Det så ud til, at Tom Køhlerts drenge kunne gøre en forskel. Der blev kæmpet og fightet, men bolden ville ikke over stregen.
Og så: Efter 14. minutter var det Horsens-spilleren Kenneth Emil Petersen, der tilsyneladende ikke havde læst drejebogen. På et indlæg svingede han højreskøjten i anden sals højde og bang: 1-0.
Også målet til 2-0 var en perle. Gilberto Macena, som i det hele taget var helt ustoppelig i hele kampen, gled let forbi Mark Howard og knaldede bolden ind i sidenettet udenfor Stephan Andersens rækkevidde.
Men 2-0 er som bekendt den farligste føring, så det lykkedes faktisk Brøndby at komme igen. Til ingen verdens nytte, for Brøndby satsede hele butikken fremad og så kunne Horsens relativt let afgøre kampen.
Nyt angreb
Til kampen mod Horsens var Brøndbys træner Tom Køhlert nødsaget til at finde på noget nyt på toppen. Først og fremmest var Morten Duncan Rasmussen sat i skammekrogen, og heller ikke Peter Madsen havde fundet nåde for Køhlerts strenge blik.
Træneren havde simpelthen sat Madsen af til fordel for zambianeren Chris Katongo, som skulle bidrage med lidt målfarlighed. Det gjorde Katongo måske nok, men han scorede ikke, og så var Brøndby lige vidt.
Og det er da meget sigende, at det ene af Brøndbys mål blev scoret direkte på hjørnespark, mens det andet blev sat i kassen af en midtbanespiller, islandske Gislasson.