Det lignede gennem det meste af anden halvleg en hjemmesejr i lørdagens sene superligakamp mellem rivalerne FC København og Brøndby, men Brøndby-anfører Clarence Goodson ville det anderledes.
Syv minutter før tid dukkede han op ved bageste stolpe og udlignede til 1-1, og det var faktisk fortjent efter en kamp, hvor Brøndby i store perioder gav Superligaens tophold kamp til stregen og havde gode scoringsforsøg.
Det var FC København, der havde bolden klart mest. Brøndby trak sig langt tilbage og overlod initiativet til hjemmeholdet, der dog havde problemer med at skabe chancer.
Unge Andreas Cornelius var ivrig og iøjnefaldende i FCK-angrebet, men han havde problemer med at levere et ordentligt slutprodukt.
FCK-træner Ariël Jacobs sparede et par spillere før Champions League-kvalifikationskampen mod Lille i næste uge, og måske var det derfor, at FCK-maskinen ikke kørte helt som smurt fra start.
Omvendt spillede Brøndby sig frem til en del chancer, når gæsterne kom op på FCK's banehalvdel.
FCK-keeper Kim Christensen måtte parere et Michael Krohn-Dehli-langskud op på overliggeren, Mikkel Thygesen havde en fiks hælafslutning, og Krohn-Dehli tog et for langt træk, da han ellers havde en god afslutningsmulighed inde i feltet.
FC København viste dog klassen, da Nicolai Jørgensen gjorde det til 1-0 efter 53 minutter. Kantspilleren dukkede op mellem Clarence Goodson og Dario Dumic og headede bolden i mål.
Dermed lignede det en klassisk FCK-kamp, hvor de kvælte kampen med fysisk overtag og sikkert pasningsspil, og der var heller ikke mange chancer til nogen af holdene i anden halvleg.
Dog lykkedes det altså for Clarence Goodson at udnytte én af dem, og dermed fik Brøndby et point med fra kampen.
I stillingen er der ikke meget, der ændrer sig. Brøndby er nummer 10 med fire point, mens FC København uanset resultatet af weekendens øvrige kampe ligger nummer ét efter denne runde.
/ritzau/