Kun et halvt år på posten.
Så længe fik Frank Buch-Andersen som administrerende direktør i Superligaklubben Brøndby IF.
Nu ophører samarbejdet med klubben, skriver Brøndby i en pressemeddelelse.
"Frank Buch-Andersen ønsker at fratræde sin stilling pr. 30.september 2010. Baggrunden herfor er uenighed med selskabets bestyrelse om væsentlige ledelsesmæssige forhold," siger klubben.
Bestyrelsen har dog besluttet at fritage direktøren for alle hverv i selskabet med virkning fra i dag, "idet han dog er behjælpelig med at sikre, at sagsbehandlingen i selskabets øverste ledelse kan videreføres uden unødige forsinkelser."
Udnævnelsen af Frank Buch-Andersen i efteråret udløste kritik, fordi han kom fra en post som bestyrelsesmedlem og ikke var det friske pust udefra, som mange mente, at klubben på Vestegnen havde brug for.
Brøndby står også uden sportsdirektør, da Anders Bjerregaard i december forlod posten efter at have modtaget "trusler".
Indtil de nye chefer er ansat, vil formanden for bestyrelsen, Per Bjerregaard, bistå kommerciel direktør Ole Palmå med den overordnede ledelse af virksomheden.