Det er dagen derpå i Brøndby. Men armene er endnu ikke kommet ned.
Med pokalsejren over Esbjerg i går fik de hårdt prøvede Brøndby-spillere omsider den succes, de så længe har tørstet efter.
Og flere af de erfarne profiler på holdet lægger da heller ikke fingre i mellem, når de skal beskrive sejrens betydning:
- Det er en utrolig vigtig sejr for klubben - og for mig personligt det største i min karriere, lyder det fra holdets 28-årige anfører, islandske Stefan Gislason, ifølge Brøndby I.F.’s hjemmeside.
Han advarer dog mod at hvile på laurbærrene. Tværtimod skal holdet kæmpe hårdt for at forbedre placeringen i Superligaen.
- Vi har nu vundet en titel, men i en klub som Brøndby må vi aldrig stille os tilfreds med en niendeplads. Vi skal bruge de sidste seks kampe til at bringe os op i tabellen, men selvfølgelig betyder sejren, at vi på mange måder har reddet sæsonen.
- Vi havde sat som mål at vi skal ud i Europa og spille til næste år, og det mål er nu nået, slår anføreren fast over for Brondby.com.
Også årets pokalfighter, Brøndbys midtbanestyrmand Samuel Holmén, tillægger sejren enorm betydning.
- Den her pokalfinale var et ekstremt vigtigt skridt på vejen mod en ny Brøndby-æra, og jeg er slet ikke i tvivl om, at vi er på vej mod toppen, siger han.