Brøndby-træner: Spillerne skal tage mere ansvar

Alexander Zorniger langede ud efter sine Brøndby-spillere efter 1-1 i Horsens i Superligaen søndag.
Brøndby-træner Alexander Zorniger var ikke tilfreds med sine spillere, da Brøndby ude måtte nøjes med et point mod Horsens i Superligaen.
Brøndby-træner Alexander Zorniger var ikke tilfreds med sine spillere, da Brøndby ude måtte nøjes med et point mod Horsens i Superligaen. Foto: Frank Cilius/Scanpix

Brøndby formåede kun at hente et enkelt point, da titelaspiranterne søndag spillede 1-1 på udebane mod Horsens i Alka Superligaen.

Tilmeld dig gratis vores nyhedsbrev for flere nyheder.

Efter en god start på opgøret, hvor Brøndby bragte sig foran, kom Horsens bedre med i kampen og formåede at gøre det svært for gæsterne.

Brøndby-træner Alexander Zorniger var naturligvis heller ikke tilfreds med det ene point, og han savnede især sin svenske midtbanespiller Simon Tibbling.

- Vi manglede Simons timing i løbene. Kasper Fisker og Lasse Vigen kan også gøre det, men på en anden måde. Simon er typen, der kan skabe rum for andre med sine løb, og det manglede i særdeleshed i dag, siger Alexander Zorniger.

Den tyske træner var specielt utilfreds med en manglende evne til at tage ansvar, som han mente herskede blandt sine spillere.

- Vi skubbede den for meget videre og håbede på, at sidemanden gjorde noget. Spillerne skal tage mere ansvar, end de gjorde i dag, siger Zorniger.

Horsens markerede i store dele af opgøret Brøndbys Hany Mukhtar tæt, og Lasse Vigen var da heller ikke i tvivl om, at det fik stor betydning for Brøndbys spil.

- Hany var meget opmærksom på det, og vi snakkede også om det i pausen. Han skulle være god til at rykke sig fri. Det blev svært for os, når de formåede at tage vores offensive omdrejningspunkt væk.

- Det skal vi være bedre til at løse, og der skal Fisker og jeg tage noget mere ansvar. Jeg synes, at vi forsøgte, men vi var ikke gode nok, siger Lasse Vigen.

Brøndby møder i grundspillets sidste kamp Hobro IK på hjemmebane.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.