Når Brøndby på torsdag møder FC Midtjylland i Herning i en vaskeægte topkamp i Alka Superligaen, vil Brøndby vinde på sin egen måde.
Det slår Brøndby-træner Alexander Zorniger fast, efter hans Brøndby-hold søndag eftermiddag vandt 2-1 hjemme over FC København i en yderst underholdende og intens affære.
- Vi skal analysere vores egen kamp, og mandag vil vi fokusere på FC Midtjylland, siger Alexander Zorniger.
- Vi vil ikke ændre vores spil vildt meget mod FCM. Vi skal ikke spille med lange bolde og håbe, at vores kæmper på midtbanen vinder deres hovedstødsdueller, siger Alexander Zorniger.
Søndagens 2-1 sejr hjemme over FCK blev sikret i sidste minut af den ordinære spilletid, da Brøndbys Hany Mukhtar skød et frispark i mål. Sejren betyder, at Brøndby nu er ubesejrede i 23 kampe i Alka Superligaen.
Men det aktuelle førerhold skal holde tungen lige i munden, hvis holdet fortsat skal bryste sig af at være ubesejret ifølge Brøndby-træneren.
- Intet hold er uovervindeligt. Der er et andet hold på vores niveau, siger Alexander Zorniger.
- Vi har topkampe efter hinanden - både på ude- og hjemmebane, så det bliver ekstremt vigtigt, at vores spillere fortsat præsterer på et højt niveau, siger tyskeren.
Brøndby fører Superligaen med imponerende 69 point for 29 kampe. Trods det høje pointsnit har Brøndby samme antal point som FC Midtjylland, der søndag fulgte op på Brøndbys sejr ved selv at vinde 2-1 i Farum.
Brøndby-generalen Christian Nørgaard glæder sig over parløbet med FCM og erkender, at Brøndby skal på overarbejde, hvis guldet skal hentes til den storkøbenhavnske vestegn.
- Vi får intet foræret. Det så vi også i sidste weekend, da FCM slog FCK. Vi skal selv gøre arbejdet færdigt, og det er ikke lagt op på nogle andre end os selv, siger Christian Nørgaard.
- Vi bliver ved med at lægge tryk på hinanden, og det er sjovt at være en del af. Det er et fantastisk parløb, vi har kørende, siger Christian Nørgaard.
Der resterer syv runder af mesterskabsspillet.
/ritzau/