I eftermiddag skal den nye Brøndby-træner, Henrik Jensen, forsøge at vende den synkende Brøndby-skude i udekampen mod SønderjyskE.
Det tidligere tophold har ikke vundet i SAS Ligaen i de sidste otte kampe, og Brøndby er det hold, der har indkasseret næstflest mål i ligaen.
Og det er da også der, den nye træner har sat ind, siger Brøndby-målmand Stephan Andersen til fodboldsitet 4-4-2.
"Der skal selvfølgelig laves noget ting om taktisk, og en af tingene er vores dødbolde. Vi har indkasseret alt for mange mål på dødbolde her på det sidste, og vi ved fra tidligere, at Henrik er utrolig taktisk dygtigt omkring dette her," siger målmanden med henvisning til Henrik Jensens tid som hjælpetræner i Brøndby.
Hvis Stephan Andersen og resten af Brøndby-mandskabet taber i Haderslev, vil SønderjyskE kun være et point efter den kriseramte klub.