Brøndby kan drømme videre om deltagelse i gruppespillet i Europa League efter torsdag aftens sejr på 2-1 i egen hule over Bundesliga-mandskabet Hertha Berlin.
Fra starten lykkedes det for Kent Nielsens mandskab at sætte sig på kampen, og det blev til gode chancer i første halvleg, samtidig med at gæsterne blev holdt væk fra Stephan Andersens mål.
Den bedste mulighed før pausen tilfaldt Morten Duncan Rasmussen, der på kanten af offside fik et tomt mål serveret, men han ramte ikke bolden ordentligt.
I anden halvleg fik Brøndby hul på bylden, da Hertha-keeperen ikke kunne holde en ellers nem bold, og det udnyttede Mikkel Bischoff til at score sit første mål i Brøndby-trøjen.
Målet var dog tilsyneladende en sovepude, for umiddelbart efter svigtede markeringer og defensiv organisation totalt, så Valeri Domovchiyski kunne udligne med hovedet.
Brøndby lod sig dog ikke ryste, og indskiftningen af den debuterende angriber Martin Bernburg bidrog til den fortsatte uro i det tyske felt.
Tyve minutter før tid var Bernburg medvirkende, da Nemanja blev presset til at lave selvmål.
Hertha Berlin kunne med en smule held have udlignet i slutfasen, men Brøndby holdt stand og har en reel mulighed for avancement fra næste uges returkamp.
Brøndby har en fin statistik mod tyske mandskaber, hvor de blågule i europæisk sammenhæng har slået dem ud fem ud af ti gange.